Dømmer du din date for at være nærig, svag eller være for meget - karaktertræk du i hvert fald ikke selv har - så er der stor chance for, at du har en 'skygge' på ham.

Hver gang du peger en finger af nogen, er der fire fingre, der peger tilbage på dig selv. Så hver gang, der er noget, du dømmer andre for at være, får du derfor helt gratis at vide, hvad der er for en side af dig selv, du ikke har lyst til at se i øjnene.

Nu tænker du måske; Ja, men hvorfor skulle jeg dog også se 'grimme' sider af mig selv i øjnene, når jeg nu har brugt de sidste 20 år på at skjule dem, så ingen opdager, at jeg også kan være en egoistisk (indsæt selv) kælling nogle gange!!?

Når du er i balance med alle sider af dig selv, får du en helt anden frihed til at udtrykke både din sorg og glæde, til at være sårbar og stærk på samme tid, og mulighed for i det hele taget at være meget mere autentisk i dit liv, sammen med de mennesker du holder af. Og når vi dømmer andre (eller os selv), er det ikke muligt at lære noget nyt. Vi gentager bare fortiden igen og igen. 

Begrebet `skygge´ blev først introduceret af psykiater Carl Gustav Jung, som sagde "skyggen er den person du helst ikke vil være". Altså alt det vi fornægter og skammer os over, at vi også er. Men vi har alle skygger, det er ganske menneskeligt, så ingen grund til at slå dig selv i hovedet. Det kræver dog en vis portion mod at turde se sig selv i øjnene, når man begynder at kigge på disse knap så charmerende sider. 

Fem trin til at omfavne dine skygger

  • Sæt dig godt til rette og luk øjnene. Forestil dig nu en date, du har været på for nylig. Hvad irriterer dig mest ved din date? Hvad gør han, du synes, er vildt pinligt? Skriv det ned.
  • Prøv nu at blive helt specifik omkring, hvilke væremåder denne person har, som du ikke bryder dig om? Feks. egoistisk, for meget, nærig, svag, kedelig. Skriv ned.
  • Vælg nu den væremåde – af dem du lige har fundet frem til – der tricker dig allermest. Og spørg så dig selv: Hvorhenne i mit liv og over for hvem er jeg også sådan (nogle gange)? Feks. svag, kedelig, ondskabsfuld. Skriv ned.
  • Kig nu på – og ja, jeg ved godt, det føles helt omvendt – hvad det ville give dig, hvis du bare nogle gange tillod dig selv at være på denne måde, uden at have det dårligt med det? Det kunne f.eks. være, at det at være svag indimellem, kunne give dig noget omsorg fra dine nærmeste. Eller at være egoistisk, kunne give dig den tiltrængte massage, du drømmer om, så du kan få noget overskud i hverdagen.
  • Til sidst lav en 'træningsplan' til dig selv. Hvordan kan du hver dag tillade dig selv at være på denne måde, bare en lille smule, og derved integrere denne væremåde i dig selv med mere frihed til følge. Skriv ned.

Jeg håber, du tør lukke op for alt det potentiale, du har forvist til din skygge, og byde det indenfor i lyset igen. Som Carl Jung sagde "I´d rather be whole than good".